Det er vist en almindelig opfattelse , at motorvejenes historie
går tilbage til Nazityskland, hvor styret etablerede de første motorveje i 30'erne og 40'erne med henblik på transport af militære tropper og materiel. Men sådan forholder det sig faktisk ikke, selv om nazistyret hurtigt annekterede ideen.

 Allerede i 1924 åbnede nemlig verdens første motorvej i Italien, der har en lang vejbygningstradition helt tilbage til Romerriget. Pioneren for motorvejstanken var den italienske vejbygningsingeniør Piero Puricelli, der således blev primusmotor for bygningen af Italiens og dermed verdens første motorvej, hvilket kom selveste Mussolini meget tilpas.

 Det er måske lidt af en tilsnigelse at kalde disse første eksemplarer af fænomenet for motorveje. De var ofte kun tosporede og uden midterrabat, men de var forbeholdt motorkøretøjer og med niveaufri skæringer, hvilket vil sige, at krydsende veje enten gik over eller under motorvejen; det var altså en såkalde facadeløs vej.

 Snart tog som sagt Hitler ideen op, og efterhånden bredte den sig som bekendt til hele den vestlige verden.

 I lille Danmark skulle vi naturligvis også være med, og inspireret af Tyskland holdt landinspektør Nelleman i oktober 1930 et foredrag om 'Hovedautomobilveje', hvor han foreslog det store motorvejs-H som vi kender det, selv om det efterhånden er blevet noget skamferet af diverse vildskud.

 Derefter rasede diskussionen i flere årtier før den første danske motorvej fra Jægersborg til Brådebæk blev åbnet den 23. januar 1956.

 Da proppen først var sprunget af flasken gik det dog slag i slag - somme tider hurtigt til tider langsommere - til det motorvejsnet vi kender i dag.

 Det skal pointeres, at i Nellemans tanker om det store motorvejs-H fulgte H'ets venstre ben den jyske højderyg - altså Hærvejsmotorvejen - men den tanke blev opgivet til fordel for den østligere linjeføring - den nuværende E 45.

 Man har altså én gang forkastet Hærvejsmotorvejen som en dårlig idé, og det er den fortsat, for hvad skulle pludselig gøre den bedre?